Fri autocamper

Fri autocamper

Skal beskatning af fri autocamper ske efter de almindelige regler for beskatning af fri bil? Højesteret har svaret på dette spørgsmål.

Hvis ikke fri bil, hvad så?

Hovedreglen for beskatning af personalegoder er markedsværdien, medmindre der er fastsat særlige regler.

Beskatning af fri bil sker fra og med den 1. juli 2021 som 24,5 % af den del af beregningsgrundlaget, der ikke overstiger 300.000 kr. og 20,5 % af et resterende beregningsgrundlag. Til denne værdi tillægges et miljøtillæg, der udgør den grønne ejerafgift med tillæg af 150 %.

Til og med Vestre Landsret var den skattepligtige værdi af rådighed over en autocamper opgjort til markedslejen, og alle instanser havde været enige om, at den pågældende hovedanpartshaver havde rådighed over autocamperen med beskatning til følge.

Hvad sagde Højesteret?

Sagen for Højesteret omhandlede en eneanpartshaver, hvor anpartsselskabet havde leaset en autocamper. Autocamperen havde på et tidspunkt i den omhandlede 3-årige periode været parkeret på den private adresse. Der var ikke løbende ført kørselsregnskab.

Det var ubestridt, at der ikke var foretaget nogen form for specialindretning af autocamperen til erhvervsmæssigt formål.

Da der ikke var oplyst om forhold, der effektivt havde hindret eneanpartshaveren i at råde over autocamperen, fandt Højesteret, at der skulle ske beskatning af rådighed over autocamperen i de tre omhandlede indkomstår.

Højesteret tog herefter stilling til, om beskatningsgrundlaget var markedslejen, eller en værdi opgjort efter de almindelige regler for beskatning af fri bil.

Indledningsvis udtaler Højesteret, at det afgørende for, om en bil er omfattet af de almindelige regler for beskatning af fri bil, er, om den er egnet til privat benyttelse.

Højesteret fandt, at autocamperen var egnet til privat benyttelse henset til, at den var indregistreret som en personbil på hvide nummerplader, og at anvendelsen ifølge registreringsattesten var angivet som beboelse. Autocamperen havde otte siddepladser, og den var indrettet til campering.

Højesterets konklusion var derfor, at rådighedsbeskatningen af autocamperen skulle ske efter de almindelige regler for beskatning af fri bil.