Sommerhusudlejning
1652
post-template-default,single,single-post,postid-1652,single-format-standard,bridge-core-3.3.1,qode-quick-links-2.1,qode-page-transition-enabled,ajax_fade,page_not_loaded,,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-theme-ver-30.8.1,qode-theme-bridge,bridge,wpb-js-composer js-comp-ver-7.9,vc_responsive

Sommerhusudlejning

Sommerhusudlejning

Forbedrede regler på vej

 

Skatteministeriet har sendt et lovforslag i høring, der forbedrer reglerne for sommerhusudlejning, korttidsudlejning af helårsbolig osv., forudsat at indtægterne automatisk indberettes til Skattestyrelsen. De foreslåede regler gælder fra og med den 1. januar 2018. Krav om indberetning er i perioden 2018-2020 kun gældende for sommerhuse.

 

Sommerhusudlejning

 

Danske virksomheder, der formidler sommerhusudlejning, har pligt til at foretage indberetning til Skattestyrelsen af lejeindtægten.

 

Ved opgørelsen af det skattepligtige resultat anvender ejeren som oftest de skematiske regler, hvorefter lejeindtægten inklusive betaling for forbrug mv. reduceres med et skattefrit bundfradrag. I den del af bruttolejeindtægten, der overstiger bundfradraget, gives et yderligere fradrag på 40 %.

 

Bundfradragets størrelse afhænger af, om udlejningen af fritidsboligen sker gennem et udlejningsbureau, eller ejeren selv står for udlejningen. Når udlejning sker gennem et udlejningsbureau, der indberetter bruttolejeindtægten til Skattestyrelsen, udgør det årlige bundfradrag pr. udlejet fritidshus den indberettede bruttolejeindtægt, dog maksimalt 21.900 kr. (2018). Ved privat udlejning, hvor der ikke sker automatisk indberetning af lejeindtægten, er bundfradraget på 11.000 kr. (2018).

 

Det skattefri bundfradrag på 21.900 kr. (2018) foreslås forhøjet til 40.000 kr. i 2018, det vil sige i de tilfælde, hvor der sker indberetning af lejeindtægten til Skattestyrelsen.

 

Det store skattefri bundfradrag gælder også ved udlejning af udenlandske fritidsboliger, der anvendes både privat og udlejes. Men det er et krav, at udlejningen sker gennem en formidler (dansk eller udenlandsk), der indberetter årets lejeindtægt til Skattestyrelsen.

 

Udlejning af helårsbolig – værelsesudlejning mv.

 

De gældende skematiske regler (bundfradrag) til opgørelse af indkomsten fra værelsesudlejning mv. fortsætter uændret, men kun hvis udlejningen eller fremlejningen sker til den samme person eller de samme personer i en sammenhængende periode på mindst fire måneder (langtidsudlejning). Der er dog valgfrihed, således at ejeren, andelshaveren og lejeren i stedet kan vælge at anvende de regler, der gælder for korttidsudlejning, se nedenfor.

 

Korttidsudlejning

Er der ikke tale om langtidsudlejning, foreslås indført et nyt regelsæt for opgørelsen af det skattepligtige resultat af udlejningen (korttidsudlejning).

 

Ejere, andelshavere og lejere, der udlejer eller fremlejer en del af værelserne i egen bolig til beboelse, eller som udlejer eller fremlejer hele boligen en del af indkomståret til beboelse, kan ved indkomstopgørelsen foretage et bundfradrag på 11.000 kr. (2018-niveau) i bruttolejeindtægten. Ved bruttolejeindtægten forstås den betaling, som udlejeren modtager for at udleje boligen eksklusive et gebyr til en formidler af lejeaftalen.

 

Bundfradraget er efter de foreslåede regler højere, hvis lejeindtægterne indberettes til Skattestyrelsen af Airbnb eller andre formidlere/ platforme. I så fald udgør det årlige skattefri bundfradrag 28.000 kr. (2018-niveau).

 

Uanset om bundfradraget udgør 11.000 kr. eller 28.000 kr., gives der et yderligere fradrag på 40 % i den del af bruttolejeindtægten, der overstiger bundfradraget. Ved anvendelsen af disse skematiske regler (i stedet for regnskabsmæssig opgørelse) til opgørelse af det skattepligtige resultat skal der betales fuld ejendomsværdiskat for boligen.

 

Danske virksomheder/bureauer/platforme, der formidler sådan kortidsudlejning af helårsbolig, har fra og med den 1. januar 2021 pligt til at foretage indberetning til Skattestyrelsen af lejeindtægten.

 

I 2018-2020 er man berettiget til det høje bundfradrag på 28.000 kr. (2018-niveau), selv om udlejningsformidleren ikke foretager indberetning til Skattestyrelsen.

 

I perioden 2018-2020 kan korttidsudlejere endvidere vælge at bruge de gældende regler for værelsesudlejning mv. – de regler, der fra og med 2021 kun gælder ved langtidsudlejning (udlejning af værelser mv. i en periode på mindst fire måneder til samme lejer).

 

Udlejning af bil, campingvogn, lystbåd mv.

 

Der foreslås indført et årligt skattefrit bundfradrag på 10.000 kr. (2018-niveau) ved udlejning af

  • Personbiler

  • Visse varebiler, når de er registreret til hel eller delvis privat benyttelse

  • Campingvogne, Camp-Let og autocampere

  • Lystbåde

 

Det er en forudsætning for at få dette skattefri bundfradrag, at:

  • Der ikke er tale om udlejning som led i erhvervsmæssig virksomhed

  • Lejeindtægten indberettes af formidleren/platformen mv.

 

Der er tale om et ”årligt” fradrag, hvilket betyder, at hvis en person udlejer såvel bil som båd, opnås kun ét bundfradrag.

 

I perioden 2018-2010 opnås det skattefri bundfradrag, selv om der ikke sker indberetning.