Satser for skattefri kørselsgodtgørelse
3151
post-template-default,single,single-post,postid-3151,single-format-standard,bridge-core-3.0.9,qode-page-transition-enabled,ajax_fade,page_not_loaded,,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-theme-ver-29.7,qode-theme-bridge,bridge,wpb-js-composer js-comp-ver-7.0,vc_responsive

Satser for skattefri kørselsgodtgørelse

Satser for skattefri kørselsgodtgørelse

Skatterådet har offentliggjort satserne for skattefri kørselsgodtgørelse for 2024. 

Skattefri kørselsgodtgørelse

Der kan udbetales skattefri kørselsgodtgørelse til medarbejdere, der kører erhvervsmæssigt i egen bil, forudsat at arbejdsgiveren fører den fornødne kontrol.

Egen bil

Ved egen bil forstås som udgangspunkt en bil indregistreret i den pågældendes eget navn. En bil tilhørende ægtefælle eller samlever godkendes også som egen bil, når parterne har fælles økonomi. En leaset bil, hvor medarbejderen selv afholder alle udgifter til bilen, betragtes skattemæssigt også som egen bil.

En firmabil (fri bil) er derimod ikke egen bil. Dette gælder også, selv om det er ægtefællens firmabil. Kørselsgodtgørelse, der udbetales til en medarbejder, som kører i en firmabil, er skattepligtig.

Kilometersatser for skattefri godtgørelse

Skatterådet fastsætter årligt satser for den maksimale skattefrie kørselsgodtgørelse.

For de første 20.000 kilometer udgør satsen i 2024 3,79 kr. pr. kilometer. Udgør årets kørsel hos den enkelte arbejdsgiver mere end 20.000 kilometer, er satsen 2,23 kr. pr. kilometer for den overskydende del.

Godtgørelse for erhvervsmæssig kørsel på cykel, knallert, 45-knallert, scooter og el-løbehjul udgør 0,62 kr. pr. km.

Erhvervsmæssig kørsel

Ved erhvervsmæssig kørsel forstås:

  • Kørsel mellem hjem og arbejdsplads i op til 60 arbejdsdage inden for de seneste 12 måneder
  • Kørsel mellem to eller flere arbejdspladser for samme arbejdsgiver
  • Kørsel inden for samme arbejdsplads.

Skattemæssigt er det hovedreglen, at kørsel mellem hjem og arbejde er privat kørsel, og der kan derfor ikke udbetales skattefri kørselsgodtgørelse for denne kørsel. Undtagelsen hertil er den såkaldte 60-dages-regel.

60-dages-reglen

De første 60 arbejdsdage, hvor en medarbejder kører mellem hjem og en arbejdsplads, er der tale om erhvervsmæssig kørsel. Fra arbejdsdag nr. 61 er kørslen privat, fordi arbejdspladsen herefter anses for at være en fast arbejdsplads. Hvis medarbejderen en dag kun kører den ene strækning, vil denne kørsel alligevel tælle som en arbejdsdag. Det er kun kørsel, hvor ”bopælen er i den ene ende”, der tæller med i de 60 dage. Weekender, feriedage og sygedage bliver ikke medregnet i de 60 arbejdsdage, men de afbryder heller ikke 60-dages-perioden. Ved optællingen af de 60 arbejdsdage på den enkelte arbejdsplads medregnes alle dage, hvor medarbejderen har befordret sig mellem bopælen og arbejdspladsen. Det betyder, at hvis en medarbejder eksempelvis de første 60 arbejdsdage har anvendt offentlige befordringsmidler til transporten mellem bopælen og arbejdspladsen, kan der ikke udbetales skattefri kørselsgodtgørelse fra og med arbejdsdag nr. 61.

Kørsel fra en arbejdsplads til en anden arbejdsplads og tilbage igen eller videre til en tredje arbejdsplads tæller ikke med i 60-dages-reglen, fordi kørsel mellem arbejdspladser altid er erhvervsmæssig kørsel. Det er dermed muligt at komme på samme arbejdsplads i mere end 60 dage, uden at arbejdspladsen bliver fast, hvis blot kørslen ikke sker direkte fra hjemmet til arbejdspladsen eller omvendt.

60-dages-reglen gælder også for nyansatte medarbejdere på en fast arbejdsplads. De første 60 arbejdsdages kørsel mellem hjemmet og en ny arbejdsplads er altid erhvervsmæssig, og arbejdsgiveren kan derfor udbetale skattefri kørselsgodtgørelse.

Kørsel mellem flere arbejdspladser

Kørsel mellem to eller flere arbejdspladser for samme arbejdsgiver er altid erhvervsmæssig kørsel.

Uanset hjemmearbejdsplads eller lignende kan kørsel mellem hjemmet og en arbejdsplads aldrig betragtes som kørsel mellem to arbejdspladser, og der er derfor tale om kørsel mellem bopæl og arbejdsplads uden mulighed for at modtage skattefri kørselsgodtgørelse.

Kørsel inden for samme arbejdsplads

Kørsel inden for samme arbejdsplads, eksempelvis et skovområde, betragtes altid som erhvervsmæssig kørsel.
 

Krav til afregningsbilag og arbejdsgiverens kontrol

Ved udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse skal der udarbejdes et afregningsbilag, som indeholder følgende informationer:

  • Medarbejderens navn, adresse og cpr-nummer
  • Kørslens erhvervsmæssige formål
  • Dato for kørslen
  • Kørslens geografiske mål med eventuelle delmål
  • Antal erhvervsmæssigt kørte kilometer
  • De anvendte satser for kørselsgodtgørelse
  • Beregning af kørselsgodtgørelsen.

Arbejdsgiveren skal kontrollere, at betingelserne for udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse er opfyldt, herunder eksempelvis kontrol med antallet af kørte kilometer, og at kørslen rent faktisk er sket i egen bil.

Ved udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse skal afregningsbilaget indeholde alle de krævede oplysninger. Hvis afregningsbilagene ikke opfylder de stillede krav, er konsekvensen som altovervejende hovedregel, at samtlige udbetalte godtgørelser er skattepligtige.